BondegÄrdsferie Bornholm Retreat Antiinflammatorisk
Vi elsker Bornholm og har fundet vores helt eget paradis i et roligt hjørne på vestkysten, lidt nord for Hasle. Her er lys og luft, ro og fantastiske omgivelser.
Vi bor på Troldebakken, som vi har indrettet efter vores egne hjerter. En lille gård med masser af dyr, der skaber en hyggelig, landlig stemning sammen med de mange blomster-, grøntsags- og krydderurtebede, små plantager med bærbuske og frugttræer. Vi leger og eksperimenterer og har i øvrigt mange års erfaring med at levendegøre begreber som permakultur, Hügelbede, no-dig, sædskifter - alt dyrket økologisk. Fra naboerne får vi lokalproduceret honning samt økologisk Ølandshvede og rugmel, som vi kværner til vores rugbrød.
Troldebakken er i vores egen optik både unikt og givende, selvom vi ikke dyrker området kommercielt, og vi har begge to lønarbejde ved siden af. Vi vil nu gerne dele stedet med andre, som vi inviterer til at bo i én af vores længer, hvorfra landmandslivet kan opleves. Der er vidunderlige aftener med solnedgange over havet, men der er også regn- og blæsevejrsdage. Der er haner, der galer om morgenen, kælegrise, der om morgenen melder, når de synes, vi skal stå op og give dem mad. Mange dyr er helt eller delvist fritgående, så man kan både møde ænder, høns, heste, katte og hunde, når man går rundt; alle er helt fredelige og nogle vil gerne snakke. Ingen dyr må dog fodres uden klare aftaler med os. Dyr, der får for meget - eller forkert - mad, kan blive meget syge. Dyrene kender ikke alle til afgrænsede toiletforhold, så selvom vi løbende rydder op, kan man godt møde en klat hist og her. Vi er gode venner med de underjordiske, som dukker op indimellem som figurer af sten legemliggjorte som hunde, katte, elefanter, dinosaurer, frøer, krokodiller eller - og det ses ganske ofte - som trolde af sten.
Hvis I synes, det kunne være spændende at se og bo på en rigtig bondegård, så er I hjerteligt velkomne. Troldebakken ligger langt fra støjende steder som f.eks landeveje og opfordrer til fred og fordybelse, hvor man kan nyde nuet, nyde udsigten over havet, dyrenes tussen omkring og måske få læst en god bog eller male en akvarel. En særlig oase for dig som måske lever i en travl hverdag. Vi arrangerer gerne en kort rundvisning.